Psykologsamtaler ved Knebel Vig på Djursland
Som autoriseret psykolog tilbyder jeg psykoterapi ved Knebel Vig på Mols. Jeg inviterer dig ind i min bjælkehytte, som er placeret midt mellem vand, træer og stilhed. Hos mig er der plads til at forældre, kommende forældre og unge mennesker kan finde ro, sænke tempoet og mærke sig selv – hver for sig og sammen. Naturens langsomhed giver plads til det, der fylder i familielivet: svære følelser, relationelle mønstre, tvivl, håb og nye begyndelser.
Jeg tilbyder samtaler til forældre og familier, der oplever udfordringer i samarbejdet, i hverdagen eller i forbindelse med større forandringer som graviditet, fødsel og familiedannelse. Det kan også handle om at stå i et forældreskab, der er blevet mere krævende end forventet, om at finde hinanden igen som par, eller om at skabe bedre forståelse og tryghed i relationen til sit barn eller sin unge.
Derudover har jeg særlig erfaring med unge, som er i gang med at finde deres plads i livet – mellem familie, venner, skole og arbejde – og som kan opleve pres, usikkerhed, mistrivsel eller følelsen af at stå alene med svære tanker og følelser.
Min terapi bygger på en tilknytnings- og traumeforståelse samt en mentaliseringsbaseret tilgang. Jeg lægger vægt på faglighed, klarhed og dyb respekt for det menneske, der sidder overfor mig. Sammen arbejder vi med at skabe forståelse, regulering og retning – i et terapeutisk rum, hvor både krop og sind får mulighed for at falde til ro og finde nye veje.